Idag stod vi tidligt op og krydsede fingre for at Arlington gravplads var åben. Vi tog en Uber derud, da vi gerne ville derud inden der kom for mange mennesker og inden det blev for varmt. Det første lykkedes, men det var allerede meget varmt selvom klokken kun var 9.
Da vi var kommet gennem Security gik vi først hen til John F Kennedys (35. Præsident) grav, hvor den evige flamme brænder. Ved siden af ham ligger hans kone og to spædbørn. Den ene hed Patrick og blev kun to dage. På den anden står der Datter og kun en dato. Hun må være død ved fødslen eller lige efter fødslen. Kennedys søn Patrick døde kun tre måneder før JFK blev myrdet.
Herefter gik vi videre til Den Ukendte Soldats Grav. Her vogter nogle særlige soldater graven. Om sommeren er der vagtskifte hver halve time og om vinteren hver time. Det er et vagtskifte der tager tæt på ti minutter hver gang og er ikke bare et vagtskifte, men en MEGET synkront seance, hvor tre soldater deltager hver gang. Soldaten der holder vagt står lige i solen, så vi kan godt forstå at der skal skiftes hver halve time her om sommeren.
Så gik vi videre og kiggede på gravstenen fra rumfærgerne Challenger og Columbia, samt et gravsted For USS Maine. USS Maine var et krigsskib, som sank ved Havana i Cuba og det var grunden til at Den Spansk-Amerikanske krig i 1898 startede. Man har dog aldrig fundet ud af om det var krudtet i skibet der eksploderede eller en spansk mine der sprang.
Den sidste gravsten vi ville se var gravstenen for Pan Am Flight 103, der blev sprængt i luften henover Lockerbie.
Derudover var der alle de andre mange gravsten vi kom forbi, flotte, hvide marmorgravsten. Helt klart et besøg værd, også på en brandvarm dag.
Vi gik tilbage til Lincoln memorial, hvorfra vi kunne tage en Circulator-bus til Capitol. Mens vi ventede på at bussen kom, spiste vi vores madpakke.
Ved Capitol, hvor kongressen hører til, gik vi mod indgangen. På vejen derhen kunne vi se pressefolk og andre interesserede der havde samlet sig. Vi spurgte og fik at vide, at folk fra Repræsentanternes Hus ville komme ud og fortælle om en ændring i Obama Care. Vi kunne desværre ikke blive og høre med, da vi havde et fast tidspunkt (12.30) hvor vi skulle indenfor.
Indenfor i Capitol blev vi først vist ind i en biograf, hvor vi så en film om, hvordan USA blev et forenet land. Meget spændende film, men så var det også slut med alt det spændende. Efter filmen fik vi tildelt en guide, han gik meget op i det, men var ikke så spændende at høre på. Vi fik set en masse statuer af de mennesker der sammen lavede den forfatning der forenede de første 13 stater. Der var dog otte flotte malerier af historiske begivenheder, som egentlig var spændende nok. Pludselig får Patrick øje på en statue af en kvinde som han kender – Rosa Parks, en sort kvinde. Vi kiggede på ham og troede at han lavede fis selvom han så alvorlig ud. Det gør han nemlig ofte. Men han forklarer så at han fortalte om hende til sin engelsk eksamen i år, som jo handlede om Black America. Og ganske rigtigt så havde Rosa kæmpet side om side med Martin Luther King for sorte amerikaneres rettigheder. Hun blev berømt da hun nægtede at rejse sig i bussen, da en hvid forlangte hendes plads. Hun blev arresteret, men efterfølgende boykottede de sorte busselskabet, som betød at busselskabet var tæt på at gå konkurs.
Efter rundvisningen fik vi lidt koldt at drikke inden vi gik vi gennem botanisk have videre til det næste museum.
National museum of The American Indian.
En utrolig flot museumsbygning som husede historierne om alle indianske kulturer fra hele Amerika, både Nord-og Syd Amerika.
Det virkede lidt kedeligt i starten, men var faktisk meget interessant og rystende. For ligesom Hitler deporterede jøderne, så flyttede tilflytterne de første beboere i Amerika, altså indianerne, til andre steder der passede tilflytterne bedre. De blev flyttet, fordi man mente de ikke ville udvikle sig og benytte landet max. Men måske mest fordi man gerne ville bygge jernbaner hvor de boede, og fordi der også var fundet guld der hvor indianerne var. Der blev lavet aftaler med indianerne om at de skulle flytte, men at de selvfølgelig stadig måtte jage og fiske i områderne, disse rettigheder blev dog hurtigt ændret efter de var flyttet. Stadig idag er der kamp om indianernes ret til at fiske, som de jo har gjort i mange hundrede år.
Man fik også indianere til at skrive under på at de ville flytte, ved at drikke dem fulde. Nogle indianere blev bedt om at flytte med truslen om, at hvis de ikke gjorde det så ville man ikke svare for følgerne. Man får lidt dårlig smag i munden over hvor dårligt vi “hvide” mennesker har været mod andre – jøder, slaver, sorte mfl.
Alt i alt et utroligt spændende og oplysende museum.
Så ville vi hjem og regnede med at være tidligt hjemme, men…
Vi gik op til L’entfant Square for at tage Circulator-bussen. Vi sætter os ind og ser en mand ligge sovende på gulvet. Buschaufføren siger at han har tilkaldt nogen der vil komme og fjerne ham. Vi bliver siddende og venter. Buschaufføren står udenfor og pludselig slukker bussen og dermed også aircondition. Helle går ud da der bliver varmt i bussen. Snart efter kommer en brandbil, og mændene går ind i bussen og laver målinger på ham. En betjent kommer til for at afhøre. Chaufføren griner og siger: “selvom de tilbyder han en million $ så får de ham ikke til at tale, for han er helt væk”.
En kvinde fortæller at mange hjemløse kører rundt med de gratis busser fordi der er aircondition om sommeren. Chaufføren siger også at den bevidstløse fyr er en gammel kending i busserne.
Inde i bussen bliver en dame, som også virker lidt særlig, irriteret over ventetiden og kaster en vandflaske efter brandmændende. De tager det stille og roligt og bede hende at forlade bussen og evt. finde andre transport muligheder, samtidig med at hun begynder at bede til gud.
Endelig kommer en ambulance, som i samarbejde med brandmændende får bugseret den bevidstløse mand ud af bussen. Han er helt væk. Han bliver nok kørt på hospitalet for at sove rusen ud.
Endelig kunne vi komme hjem og pakke sammen inden turen i morgen går til Florida. Brian og Helle har dog lige planlagt at nå National Archives i morgen tidlig. Det har drengene ikke.
Dagens skridt: 18.000-20.000
Hej igen
Jeg er vildt imponeret over alt det I oplever og for jeres spændende dagbog. I kommer virkelig rundt i alle hjørner af USA’s historie. Fortsat god tur og tillykke med dit nye kælenavn Brian/shorty 😂