Natten forløb rigtig fint på toget. Selvfølgelig er der en del larm, når toget bumler hen over skinnerne, men vi fik alle fire en fornuftig nattesøvn. Ved en af Helle’s nat tisseture kiggede hun ud af vinduet. Her så hun flere hjemløse sidde ved små bål langs skinnerne og de udrangerede togvogne. Vi vågnede ved 7-tiden. Landsskabet udenfor havde ændret sig. Vi kørte langs skov og bjerge, så det var en fornøjelse at kigge ud af vinduet og nyde udsigten. Pludselig kunne vi hører Sammy ude på gangen – samme skingre stemme fra i går aftes. Hun havde morgenmaden klar. Ikke fantastisk morgenmad, men vi fik lidt, så vi kunne klare os resten af turen.
10.30 var vi fremme ved Chiang Mai’s togstation ikke yderligere forsinket. Vi havde ikke booket noget hotel i forvejen, men vi havde en idé om, hvor vi gerne ville bo, så vi fandt en deletaxi der kørte os derhen.
Vi ankom til Eurana Boutique Hotel i den gamle by. Det var et rigtig fint hotel, men prisen var også lidt høj.
Det kunne de godt se på os i receptionen og sagde straks at ejeren havde en hotel La-Mer Hostel i nabogaden til billigere penge. Vi blev fulgt derover og fik lov til at se værelset. Det var meget fint og med to ekstraopredninger kostede værelset 250 kr pr. overnatning og imod lidt betaling kan vi benytte faciliteterne bl.a poolen på det lidt bedre hotel. Vi bestilte to overnatninger, men måske er det her vi bliver resten af dagene i Chiang Mai. Vi har nemlig her til eftermiddag bestemt os for at blive i Chiang Mai indtil d. 23. januar, hvor vi har booket flybillet til Bangkok.
Eftermiddagen blev først brugt på at få klippet drengene lige overfor hotellet. Man kunne også få massage, så det benyttede Brian sig af i ventetiden. Mathias fik også en gang massage efter klipningen. Klipningen var ikke fantastisk, så Helle måtte spørge om hun kunne låne saksen, så hun kunne tilrette Mathias hår. Dette skete mens Patrick blev klippet. Frisøren var nu lidt mere omhyggelig med Patrick’s hår.
Efter massage og klipning smuttede vi en tur til poolen og hyggede os der nogle timer.

Poolen hører til hovedhotellet Eurana Boutique Hotel. Men gæster på La-Mer Hostel kan benytte poolen imod betaling – vi skulle dog ikke betale, da Helle og Brian ikke badede og drengene er gratis
Vi var alle lidt udmattet efter nogle begivenhedsrige dage på husbåd og nattog, så vi gik ud og spiste os en tidlig aftensmad. Det blev på den italienske restaurant Da Stefano, som vi også havde besøgt sidst vi var i byen. Her får man rigtig god italiensk mad. Efter et godt måltid var det hjem og tidligt i seng. Vi nåede også at komme lige med dagbogen 🙂