Her til morgen fik vi spist, pakket sammen og kom ud af døren i god tid inden vi skulle nå Greyhoundbussen mod Washington. Vi havde tid til at gå ind forbi Reading Terminal Madmarked, så vi sluttede, hvor vi startede i Philadelphia. Vi gik rundt i det lækre marked og endte med at finde en god sandwichbar, hvor vi bestilte hver vores sandwich til busturen mod Washington, som ville tage 3 ½ time.
Så stillede vi os i kø ved busstationen indtil vi blev kaldt ud til bussen.
Turen gik stille og roligt, der blev slappet af og spillet lidt på telefonerne.
Fremme i Washington bestilte vi straks en UBER. Det er billigt og vi gad ikke sætte os ind i hvordan vi kom ud til vores hus, og der var for langt at gå.
Fremme ved huset blev vi endnu en gang positivt overraskede over stedet. Et rigtig hyggeligt hus med lille forhave. Drengene skal sove i Murphybed i nat, altså en seng der foldes ud af et skab. Huset er lejet gennem AirBnb hos Heather.
Vi startede med at sætte en tøjvask over, og derefter gik vi ned til supermarkedet Trader Joes, hvor vi handlede ind til sandwich i morgen til frokost, samt laks, kartofler og broccoli til aftensmad.
Da vi kom hjem igen spiste vi aftensmad mens trak det op til uvejr, Helle gik ud for at finde poolen vi kan låne i naboens have. På vej tilbage begyndte det at lyne og smådryppe. Vel inde ad døren begyndte en rigtig tordenstorm. Vi satte os og spillede kortspillet “Level 8” mens vi holdt øje med vejret udenfor.
I morgen skal vi udforske The Mall hvor alle mindesmærkerne står.
Observationer indtil nu:
•I Philadelphia er der flere synlige hjemløse og påvirkede mennesker end i New York. Men selvom man siger nej til penge til en kop “kaffe”, så bliver de ikke ubehøvlede, men siger “God Bless You”
•Både i New York og Philadelphia må man gå over for grønt lys, selvfølgelig. Men man går også over når den blinker og næsten er rød, og man går også over når den er helt rød, hvis der ikke kommer biler, også selvom der står politi lige ved siden af. Det har vi ikke set eller gjort i Washington indtil videre.
Dagens skridt 9000-12000





















