Denne morgen stod vi tidligt op og var klar ved morgenmadsbuffetten kl 7.30. Grunden var at vi i går eftermiddag havde booket en tur med en Airboat i Everglades kl 11.00.
Kl. 8.30 var bilen pakket og vi var klar til at sige farvel til Song of The Sea, et super dejligt sted, og goddag til Down South Airboat Tours i Everglades.
På vejen derud stødte vi på skilte langs vejen, der advarede om krydsende pantere. Florida Panther. Vi undrede os over at der samtidig var picnic-muligheder langs de samme veje.
Fremme ved det aftalte sted ventede vi lidt, inden vi kunne høre lyden af en motor ude fra vandet.
Vi blev mødt af Donny, som skulle være vores kaptajn på Airboaten. Han var selv vokset op med Everglades som sin baghave, og sagde at han havde verdens bedste job, for han elskede at sejle rundt her. Han styrede sin fars airboat, da han var fire år gammel og sad på skødet af sin far. Han havde også haft alligatorbabyer som kæledyr med sine brødre i badekarret derhjemme. Måske lidt synd for dyret.
Donny var en fantastisk guide rundt i sumpene, han kendte dem som sin bukselomme. Han fortalte at Everglades er 100 mil bredt og 160 mil langt, og græsset man sejler henover er vigtigt for vandet, for det renser vandet inden det løbet ud i Golfen. Græsset renser vandet så meget, at der slet ikke lugter plumret, som en sump ellers ofte gør.
Donny fortalte om de forskellige fugle vi så. Bl.a en kæmpe trane, som der var mange af, med et vingefang på op til 2 meter. Der var også helt hvide traner, som næsten var uddøde for 100 år siden, da kvinderne gerne ville have de smukke fjer i deres hatte. Han viste os flotte vandliljer og edderkoppeliljer, som ham og hans far plejede at gå ud i sumpen for at plukke til sin mor. Jeps gå i sumpen. Alligatorer er ikke så farlige og angriber sjældent mennesker, da de er bange for os. Det er langt værre med pytonslanger, de er ikke naturlige i Everglades, men folk sætter dem ud i sumpene, når de ikke gider have dem som kæledyr mere. De æder alt hvad de kommer i nærheden af og yngler meget mere end andre slanger, så de er ved at ødelægge økosystemet i området. Det er nu meldt ud at man gerne må slå dem ihjel, hvis man ellers kan få øje på dem.
Han fik også øje på en ørn, som kun bor i Everglades og som er sjælden. Den hed noget med snegle-ørn, fordi den levede af snegle.
Vi sejlede ned ad alligator-highway, hvor vi også fik set en masse alligatorer, men de fleste dykkede så snart de fik øje på os. Naturen herinde var utrolig smuk og lignede nærmest en jungle.
Ude midt på vandet, som jo nærmest ligner en græsmark, sejlede vi afsted med fuld fart (70km/T) Virkelig sjovt. Pludselig stoppede Donny op, og kigger sig omkring. Frem fra det høje græs kommer en lille bitte unge, ca. 30 cm lang. Så kom en til og til sidst den tredje. De var bare vildt søde, og de var stribede, så de bedre kan camouflere sig. Donny fortalte at de var 11 måneder, så små som de var, kan man godt forstå at de har mange fjender, som slanger, fugle, vaskebjørne og oddere. I dag er der heldigvis en god bestand af alligatorer, faktisk så mange, at der igen er indført jagtsæson, men det er meget svært at få tilladelse til at skyde dem i den meget korte sæson.
Vi kom også forbi tre øer, som tilhørte den lokale indianerstamme. Den ene ø blev brugt til begravelsesceremonier, hvor de brænder de døde, gemmer deres knogler og spreder deres aske. De to andre var begravelsespladser, den ene til mænd og den anden til kvinder (så mændene vil få fred i døden, sagde Donny)
Det var en super fed oplevelse at sejle med Airboat. Det kan vi godt anbefale.
Vidste I at Airboaten blev opfundet af Alexander Graham Bell ved en fejl, altså ham det opfandt telefonen.
Så gik turen videre til Miami. Her ankom vi lidt for tidligt til at overtage lejligheden, men vi måtte godt benytte poolen mens vi ventede, og det var skønt at køle af i vandet. Hen over poolen lægger flyene an til landing, så vi kan se flyene helt tæt på.
Efter at have fået nøglen til den dejlige lejlighed, skyndte vi os at pakke ud, og så kørte vi ind mod Miami By, nærmere bestemt Little Havana, den cubanske del af Miami, hvor Brian havde fundet en restaurant der hed “Old Havana” Her fik vi super lækker cubansk mad. Vi lod tjeneren guide os i, hvad der smagte godt sammen, og det gør vi gerne igen. Det smagte altsammen rigtig dejligt.
Dejlig start på den sidste del af ferien i USA
Dagens skridt: 6.500-8.200






























