
Vores vært som siger, at vi skal købe en percussion til drengene og så skal de bare øve sig – og en guitar vil også være godt for dem 🙂
Efter et hurtigt bad og lidt vandmelon og brød til morgenmad, sagde vi pænt farvel til vores vært i Ayutthaya, som havde bestilt en tuk tuk til os, som skulle køre os til busstationen et stykke uden for byen. Patrick havde været træt om morgenen, i tuk tuk’en sagde han, at han havde hovedpine og pludselig skulle han kaste op. Vi prøvede at sige at tuk tuk’en skulle stoppe, men chaufføren kunne ikke forstå hvorfor, så Patrick kastede op ud over kanten mens vi kørte, og chaufføren opdagede intet 🙁
Fremme ved busstationen fik Patrick noget at drikke, mens Brian købte billetter til bussen. Pludselig råber Brian at bussen kører nu, så vi får hurtigt samlet Patrick og bagagen op og hoppet på bussen. Her får Patrick en hovedpinepille og lidt cola. Hurtigt falder han i søvn og sover en times tid. Heldigvis har han det fint, da han vågner igen.
Turen til Sukhothai tager 6 timer og turen med bussen går rigtig godt, der bliver hygget, sunget og læst. Transport med bus i Thailand er meget udemærket og nemt. Vi har tre stop undervejs og får provianteret.
Fremme ved busstationen i Sukhothai får vi fat i en af de taxier, hvor man sidder på ladet, som kører os ud til det gamle Sukhothai, hvor vores resort ligger. Det er et meget hyggeligt trestjernet resort, som hedder Le Charme.
Vi får hurtigt pakket ud og fundet badetøjet frem, hvorefter vi hopper i poolen.
Efter aftensmaden går vi en tur rundt på resortet, som er en masse hyggelige træhuse, der ligger rundt om en sø. Det hele er flot lyst op med bl.a lanterner i træerne og lys i søen. Der er også masser af gekkoer, der piler frem og tilbage.
I morgen har vi planer om at låne nogle cykler og cykle rundt i det gamle Sukhothai.