Fra Chiang Mai til Phitsanulok – fredag d. 29. november

Så kom dagen, hvor vi skulle rejse videre fra Chiang Mai og vores udemærkede hotel MiniCost. Vi har været rigtig glade for byen, som virkelig har budt på mange aktiviteter, spændende markeder, hyggelige gader og god mad. Det er helt sikkert en by, som vi kan finde på at komme tilbage til, for der er stadig meget vi gerne vil se.

En våd udsigt fra hotellets reception over på de små systuer.

En våd udsigt fra hotellets reception over på de små systuer.

Da vi gik ned i receptionen for at tjekke ud, så vi at det styrtede ned, så vi måtte finde regnslag frem til vores rygsække. Efter at have ventet lidt på opklaring, valgte vi at gå ud i regnen, så vi kunne komme afsted til busstationen. Det var godt vi gik afsted, selvom det regnede, for da vi kom til busstationen var der fem minutter til bussen til Phitsanulok kørte. Den næste bus ville først køre om aftenen.

Brian er ved at købe billetter til busturen fra Chiang Mai. Nu er alle vores rygsække udstyret med regnslag.

Brian er ved at købe billetter til busturen fra Chiang Mai. Nu er alle vores rygsække udstyret med regnslag.

Så sad vi igen i bussen, det er et rigtig godt transportmiddel i Thailand, og denne bus havde ekstra god benplads.

Der er dejlig plads i bussen og sæderne kan lægges rigtig meget ned, så der kan slappes af. Patrick faldt da også i søvn noget af vejen.

Der er dejlig plads i bussen og sæderne kan lægges rigtig meget ned, så der kan slappes af. Patrick faldt da også i søvn noget af vejen.

Vi kørte igennem bjerge og skov det meste af vejen, men havde ikke så mange stop som vi plejer. Til gengæld blev der serveret vand, juice, vafler og brød ombord på bussen. Fra vinduet oplevede vi to trafikuheld. Den første var en stor lastbil, hvor hele førerkabinen var mast til ukendelighed. Det næste var også en stor lastbil, som var væltet om på siden.

Busturen tog lidt længere end de forventede 6 timer. Først var der bjergene, som var hårde for bussen, så den kørte langsomt opad. Så var der motorproblemer, så de to chaufførere måtte ud og smide uniformen, for at gå om til motoren og reparere den.

Vi fandt aldrig ud af, hvad der var galt med motoren, da ingen på bussen kunne tale engelsk.

Vi fandt aldrig ud af, hvad der var galt med motoren, da ingen på bussen kunne tale engelsk.

Der knokles løs med motoren, så bussen kan køre videre. Bussen skulle køre hele vejen til Bangkok, altså 6 timer mere efter vi var stået af.

Der knokles løs med motoren, så bussen kan køre videre. Bussen skulle køre hele vejen til Bangkok, altså 6 timer mere efter vi var stået af.

Det lykkedes at reparere motoren efter en lang pause. Som undskyldning kørte vi ind på en lille restaurant, hvor vi fik madkuponer til et hurtigt måltid nudelsuppe. Det smagte nu meget godt. Kl. 18 var vi fremme ved vores by og skulle bare lige finde vores hotel. Det er et super fint værelse vi har fået, til trods for at hotellet ikke har nogle stjerner. Hotellet hedder Poonsook Residence. Drengene har glædet sig utroligt meget til at komme hertil, fordi de rigtig gerne vil bo på et nulstjernet hotel. Det koster 200 kr pr. nat incl. morgenmad.

I morgen må vi finde ud af, hvad byen har at byde på, inden vi på søndag rejser videre. Vores førstehåndsindtryk af byen er, at den minder lidt om en spøgelsesby i forhold til de andre byer vi har været i. Vi blev bl.a ikke overfaldet af taxichauffører ved busstationen. Nu må vi se, hvad der sker i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*