Dagen i dag blev en rigtig stranddag. Masser af badning og leg i strandkanten. Helle og Brian fik også rig mulighed for at få læst deres bøger. Vi er faldet rigtig godt til her på Koh Samed og er blevet enige om, at det bliver et dejligt sted at holde juleaften. Hotellets restaurant har dagen igennem pyntet op i træerne ved strandkanten, vinglassene er pudsede og stedet summer så meget af julestemning, som det nu er muligt på en bounty ø med 32 graders varme 🙂

Strandsælgerne havde det hårdt fra morgenstunden. Deres kurve var helt fulde og der blev holdt en del pauser. Senere på eftermiddagen gik det lidt lettere, da de havde fået solgt de fleste af varerne 🙂
Hen af eftermiddagen, da vi havde fået nok af sol og varme og efter vi havde spist en let frokost, gik vi en tur over på nabo-stranden. Denne strand er noget mere turistet og larmende. Men der var også mulighed for at købe lidt forsyninger. Da vi holdt en pause kom en henna-tatovør forbi, og Mathias kunne godt tænke sig at prøve. Han fandt et fint motiv og sad meget koncentreret, da tatovøren gik igang. Mathias var meget stolt over sin tatovering.
Vi gik tilbage til vores egen strand og blev enige om at spise vores aftensmad på nabo-stranden, da der er lidt flere muligheder end vores egen strand.
Efter et bad gik vi over på nabo-stranden for at indtage aftensmaden. Solen var gået ned. Stranden var nu udsmykket i flotte farver fra de lysende lamper. Vandet havde også trukket sig tilbage, så de enkelte restauranter havde plads til flere gæster. Der var borde helt ude i vandet, så man kunne sidde og dyppe tæerne, mens man spiste. Mens vi spiste, blev vi underholdt af et flot ildshow. Det var meget unge drenge, der svingede deres ild-stave og ild-kugler. Flot afslutning på lille juleaften – vi glæder os til imorgen.
Hej alle 4 🙂
Det er så spændende at følge jer på jeres rejse. Vi vil ønske jer en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Knus fra Inge Lise og Co <3 <3 <3
Hej med jer
I skal lige have en julehilsen her fra Hvidovre. Vi skal holde juleaften hos Mette og hygge med familien hos os til en forsinket julefrokost den 28. 12. Træet står og pynter her i stuen og alle gaverne ligger og venter på at blive pakket op juleaften.
Det lyder som om I bor på et dejligt hotel, hvor der bliver julet på bounty stranden. Tænk at sidde med fødderne i vand og spise julemad – det lyder vildt. Glæder os til at høre om jeres juleaften.
♡♡ store knus og glædelig jul fra
Britta og Alex
Ja det er rigtig dejligt at vi skal fejre jul med tæerne i strandsandet, men det er jo heller ikke tosset med en rigtig dansk jul sammen med familien. I må hilse dem mange gange fra os. Vi skal fejre dagen med en fisketur rundt til fem forskellige øer, og der bliver også tid til lidt snorkling. Snorkling er vi blevet helt vilde med. I aften skal vi til gallamiddag her på resortet, så vi må se, om der bliver tid til at lægge billeder ud på hjemmesiden i aften. Ellers kommer billederne i morgen. Knus og rigtig glædelig jul til alle 🙂