Så kom dagen, hvor vi skulle forlade det hyggelige guesthouse i Kanchanaburi og de to søde værter og hunden Marlee.
Vi blev kørt ind til busstationen, hvor vi fik sagt pænt farvel til vores vært.
Foran os havde vi en bustur på syv timer. Vi havde åbenbart fået billetter til en luksusbus. Der var store sæder med indbygget massage, som var nemme at falde i søvn i. Vi fik i hvert fald allesammen en god lur undervejs.

Der lød et lille brag mens vi kørte, og så skulle vi have skiftet hjul. Det klarede chaufførerne rigtig hurtigt, mens en franskmand og en russer stod og kommenterede deres arbejde.
Så kom vi endelig frem til havnen, hvorfra båden afgik til Koh Samet.

Sejltur fra Ban Phe i Rayong til Koh Samet. Mathias og Helle fik øje på flyvefisk. Patrick og Brian tror ikke på os, da det kun tror på det de selv kan se 🙂
Fremme på øen fik vi os en firhjulstrukken taxi, og det var også nødvendigt. På Koh Samet er vejene ødelagte og utroligt bumpende. Spændende kørsel frem til Ao Cho Hideaway Resort. Umiddelbart et lille hyggeligt resort med bungalower. Restauranten ligger på stranden, så alle måltider her bliver med sand mellem tæerne. Vi skal også fejre juleaften her.
Fra badebroen kunne vi se en masse kæmpestore fiskestimer. Pludselig mens vi stod og kiggede på en af stimerne, hoppede samtlige fisk i stimen op ad vandet i en rundkreds på cirka tre meter i diameter og et par centimeter over vandet. Vi er glade for, at vi alle så det, for ellers havde vi ikke troet på det. Det var helt fantastisk, og drengene har planlagt en hel dag på badebroen i morgen, for at se om de gør det igen.