Den bedste transportdag fra Cambodia til Bangkok – mandag d. 30. december

Mathias har sat sig klar ved bordet, hvor vi skal have morgenmad.

I dag skulle vi igen tidlig op, da vi havde en lang rejsedag foran os. Hotellet vi har boet på de sidste 2 dage, har været rigtig hyggeligt. Hotellet har haft åbent i 8 dage, og der er selvfølgelig nogle små opstartsfejl, der skal rettes til i den kommende tid (måske også at få hanerne til at starte deres galen senere end 5.15 🙂  Men ellers har vi kun rosende ord til stedet og det behjælpelige personale – for første gang på vores tur vil vi bedømme et hotel på booking.com, da hotellet også skal kende til de rosende ord (måske bliver vi de første der bedømmer deres hotel 🙂

Vores dejlige hotel. Bestemt et besøg værd.

Vi havde aftalt med hotellets personale, at morgenmaden stod klar kl. 6.45, da vi skulle være ved busstoppested kl. 7.30. Ved busstoppestedet blev vi hentet af minibus, som kørte os videre til den rigtige busholdeplads. I dag var vi kun 7 min. forsinkede fra start, så vi klappede i vores hænder 🙂

Tyve minutter efter afgang var der dog en svensk far, der fik stoppet bussen. Han ville gerne af, da han og hans familie havde glemt et større maleri på deres hotel. De snakkede lidt frem og tilbage om, hvordan de kunne få fat i billedet. Det endte med, at svenskeren stod af for at tage en taxa tilbage, mens resten af familien kørte videre. Han ville så mødes med familien ved grænsen.

Buschafføren kørte derefter afsted på en lidt hektisk måde, da der ikke var nogen tvivl om, at han meget gerne ville indhente den tabte tid. Flere gange lå buschafføren i modsatte vejbane på trods af modkørende knallerter og personbiler. De måtte ty til nødsporet for ikke at komme i kambolage med vores bus. De eneste vores buschaffør holdt tilbage for, var andre busser og lastbiler. Det så ud som om, at dette var en meget normal måde at køre på i Cambodia, da andre kørte på samme måde – de store har første ret her på vejene. Vi følte os egentlig ikke utrygge, på trods af at der ind imellem var bilister, der kom meget tæt på.

Så kan vi se grænsen til Thailand.

Buschafførens kørsel havde båret gevinst, i hvert fald var vi fremme ved grænsen kl. 11 som forventet. I forhold til da vi tog over grænsen ind mod Cambodia, var vi idag overladt til os selv, da der ikke var nogle ”fup”-guider til at hjælpe os. Det var nu heller ikke noget problem, da der stod vagter, som pegede på, hvilken vej vi skulle gå. Først skulle vi have stempel i passet for udrejse af Cambodia, og derefter skulle vi have stemplet for indrejse til Thailand. Der var lidt kø begge steder, men det hele var overstået i løbet af en time.

Der er meget oppakning, når man har været på shopping i Cambodia.

Det er lidt hårdt at gå med al oppakningen, men man skal gå mellem de to landegrænser.

Grænsevagten ind til Thailand ville gerne med på billedet.

Nu til historien om, hvorfor dette blev den bedste transport dag. Klokken var lidt over tolv, da vi ankom til stedet med ham fup-guiden. Billedet vi havde af ham, viste vi til nogle af hans kumpaner. De smilte, som om de godt vidste, hvad der nu skulle ske. De viste os, hvor han var. Han kom hen imod os og spurgte, hvorfor vi ikke havde kontaktet ham. Vi sagde stille og roligt, at det ikke var muligt at komme i kontakt med ham. Det mente han bestemt ikke var korrekt. Hurtigt forsøgte Brian at ringe ham op på nummeret, og som de tidligere dage bippede den bare, som om der ikke var kontakt. Han bad så en af hans venner om at ringe ham op, og det skete uden problemer – Brian forsøgte nu igen og lidt ligesom magi var der forbindelse – han havde tændt sin telefon. Han stod lidt arrogant og påstod, at det ikke var hans problem, at vi ikke havde kontaktet ham. Han gik dog med til at betale busbilletten til Bangkok, men vores ekstraregning på billetten fra Siem Reap til grænsen måtte være vores hovedpine.

Vi havde egentlig aftalt, at vi ville tage det med ro, når vi konfronterede ham, og at vi egentlig ville være tilfredse, hvis vi bare kunne blive transporteret til Bangkok på hans regning. Men hans optræden og tanken om at han (de) dagligt snyder folk på denne måde gjorde at specielt Brian mistede tålmodigheden (ja tænk engang) og snakkede med meget store gloser. Vi fik sagt, hvad vi mente om deres forretningsmetoder. Men han holdt fast – vi kunne få billetten til Bangkok slut færdig. Brian tog nu også fat i hans snyderier med vekslehistorier, som kun var til gavn for ham selv og vekslekontoret. Brian fortsatte og sagde, at hvis vi ikke fik de 40 dollar, vi var berettiget til, så ville Brian gå ind og informere det nye hold turister, som sad og var ved at udfylde visum-papirer.

Nu stoppede han med at modargumentere og sagde ”et øjeblik”. Så kom en af hans kollegaer, som måske viste sig at være chefen (det sagde han i hvert fald). Han havde hørt noget af den diskussion der havde været, og det virkede som om han gerne ville hjælpe. Vi fortalte om vores oplevelser, og han sagde, at vi ville få en bus, så hurtigt som muligt. Vi blev stille roligt gelejdet væk fra de andre turister, så de ikke kunne se, hvad der foregik. Herefter så vi ikke mere til fup-guiden, han var væk og over alle bjerge. Men ham som nok var ”chefen” forsikrede os om, at vi nok skulle få en bus til Bangkok. Han var meget forstående og kunne godt se problemet. Vi var ikke i tvivl om, at han vidste hvad der forgik. Helle gik med ham og fik lavet busbilletterne. Herefter fulgte ”chefen” og en kontordame os hen til busstoppestedet. Vi havde egentlig sagt farvel til de 40 dollar, men Helle var smart og tog billeder af stedet og af ”chefen”. Han spurgte straks, hvad vi skulle bruge det til, og om vi ikke ville slette dem igen. Helle sagde, at billederne først blev slettet i det øjeblik vi fik vores penge, og ellers ville hun lægge billeder og historien ind på Tripadvisor (rejsehjemmeside). Det hjalp. Han var ikke interesseret i at få billeder af ham og ”firmaet” på internettet. Vi fik vores penge, og nu fik vi også hans erkendelse af, at han godt vidste hvad der foregik. Der havde været tre andre lignende situationer de sidste 10 dage. Han så vi slettede (næsten) alle billederne.

Nu går tankerne til den svenske pige, med to små børn, som vi ved står i samme situation. Har hun overskud til at vende tilbage og brokke sig. Mon ikke vi kan bruge de billeder vi ikke helt fik slettet, til at skrive lidt på internettet alligevel :-), da dette vil ske igen og igen.

Visum bygningen ved grænsen til Cambodia. Her kan gode råd være dyre.

Vi viser lige billedet af manden man IKKE skal stole på en gang til.

Pyhaaaa – det hele tog ca. halvanden time, inden vi kom afsted med bussen. Adrenalinen kørte rundt i kroppen på både Helle og Brian. Vi var glade og lettede, men egentlig også lidt overraskede over forløbet. Vi havde fået, hvad vi kom efter, selvom vi ikke havde forventet det fra start af. Spørgsmålet er nok fra mange, om det var sikkert at konfrontere dem, men på intet tidspunkt følte vi os truet eller var bange for, at der skulle ske os noget. Så havde vi også trukket os tilbage med det samme. Der var masser af mennesker, og mange af thai’erne som nok hørte til stedet gik bare rundt, grinede og smilede af situationen, måske fordi det sker igen og igen. Busturen videre var nem at fordøje, specielt fordi vi havde fået oprejsning fra den kedelige oplevelse vi fik, da vi ankom til Cambodia.

Man kan sove på mange måder i en bus.

Busturen til Bangkok tog ca. fem timer, og vi var fremme ved Ekkamai busholdeplads kl. 18.30.

Vi fandt hurtig en taxi og kørte ud til vores hotel Eastin Grand Hotel Sathorn. Vi har bestilt et rigtig luksushotel til dagene omkring nytårsaften, og vores førstehåndsindtryk hertil aften er bestemt blevet indfriet.

Lounge og receptionsområde på Eastin Grand Hotel Sathorn i Bangkok.

Vores skønne værelse på 25. etage.

Afslapning ved poolen på 14. etage

Aftenudsigten fra 14 etage

Under aftensmaden på hotellets egen Italienske restaturant, snakkede vi om Cambodia, og alle de ting vi fik oplevet og ikke oplevet. Patrick havde på et tidspunkt taget en brochure over et af krigsmuseerne i Siem Reap, som vi ikke fik oplevet. Den handlede om, hvor forfærdeligt et våben landminer er. Imens vi ventede på vores mad, ville Patrick gerne have, at vi oversatte teksten fra brochuren. Vi fik en lang snak med drengene om landminer og krig. Vi snakkede også om den elendighed mange familier oplever, fordi deres familie er blevet slået i stykker, når et familiemedlem er blevet dræbt eller såret af de miner, som stadig ligger mange steder i Cambodia. Drengene syntes, at det er synd for dem og syntes det var godt at vi støttede dem forleden.

Tilbage på værelset er det klar til at hoppe i dynerne, så vi kan være klar til nytårsfesten i morgen 🙂