I dag skulle vi rejse videre til Koh Phangan. Igår havde vi spurgt ved receptionen på hotellet om de kunne booke turen videre til Koh Phangan. Det kunne de, men til 500 baht/person. Vi syntes det var dyrt og blev enige om selv at sørge for transporten. Vi fik aftalt med en taxa-chaffør at han skulle hente os kl. 11.00. Taxa-chafføren var der til tiden og kørte os ud til havnen, hvor vi nemt kunne købe billetter til færgen. Ved at vi selv sørgede for transporten sparede vi 650 bath 🙂 Vi var dog ankommet halvanden time for tidligt ved havnen, så vi brugte tiden på at læse lidt og spise frokost. 13.05 sejlede vi og 45 minutter senere ankom vi til Koh Phangan. Ved havnen fik vi et kort over øen. Udfra adressen og det vi umiddelbart læste os frem til på kortet så havde vi en længere taxa-tur foran os til en by sydpå, hvorfra vi skulle have en taxa-båd ud til Haad Yao Beach på den østlige del af øen. Et øjeblik så det lidt uoverskueligt ud, da der var udsigt til længere rejse rundt på øen. Men det viste sig, ifølge kortet, at der eksisterer 2 Haad Yao Beach på øen. Det var den “vestlige” Haad Yao Beach vi skulle bo på, som var lidt nemmere at køre til. Med taxa blev vi kørt ud til hotellet High Life Bungalow, som ligger på klipperne med flot udsigt udover stranden. Da det ikke er mange dage siden vi bestilte dette hotel, har vi fået en af de bungalows som nok har den dårligste udsigt. Men vi skal jo heller ikke opholde os ved værelset andet end når vi skal sove 🙂
Vi fik hurtigt badetøjet på og smuttede op til poolen, som ligger oven på vores bungalow. Drengene brugte tiden på at lave alverdens mærkelige udspring, som Helle forsøgte at forevige med kameraet.
Efter drengenes udspring og badetur gik de på opdagelse rundt på hotellets område. Der var en sød papegøje som fløj frit rundt fra træ til træ. Mathias fik lov til at holde papegøjen, men papegøjen følte sig mere tryg hos ejeren og hoppede hurtigt tilbage.
Drengene fik også øje på trapperne ned til stranden, så vi blev enige om at vi alle vandrede ned på stranden for at få noget at drikke. Vi fik nogle dejlige drinks i strandkanten, mens solen gik ned i horisonten – super hyggeligt.
Tilbage på hotellet var det tid til at få noget at spise, så vi satte os ved hotellets meget hyggelige og afslappende restaurant med udsigt over stranden. Stranden var flot oplyst med kulørte lamper fra restauranterne. Vi fik rigtig fin mad til billige penge. Da regningen skulle betales fik vi at vide at vi blot skulle skrive de retter og drikkevarer vi havde indtaget ind i den bog der hører til vores værelse, så kan vi betale når vores ophold er færdig. Lidt spøjst, specielt fordi at der ikke var nogen der tjekkede om vi nu havde skrevet det rigtige i bogen. Det fortæller lidt om den afslappede stemning der er på dette velbesøgte hotel. Vi føler os meget velkomne her.
Efter maden gik vi tilbage til vores bungalow. Vi smuttede alle tidligt i seng, da vi var trætte.
