Trætte efter lørdagsmarkedet i går, vågnede vi op spændte på dagens udfordringer på elefantlejeren.
Vi blev hentet af Lulu, og vi har lovet at fortælle, at han ikke er ladyboy, men 100% mand, selvom han hedder Lulu. På vores hold var der ud over os en australsk familie på fire personer, samt fire unge britiske piger. Fremme ved elefantlejren fik vi udleveret noget flot blåt arbejdstøj, for vi kan ikke undgå at blive beskidte og slide på tøjet.
Lulu fortæller os, hvordan vi skal fodre elefanterne.
Lulu fortæller også, at stedet hedder Baan Chang, som betyder Elefant Hjem. Her er der ingen elefanter, der danser, maler eller står på to ben, da det ikke er elefantens natur. Her redder de elefanter fra et liv i fangenskab. Vi så, at elefanterne stod bundet, men Lulu fortæller, at fordi elefanterne kommer fra forskellige familier og er blevet behandlet meget forskelligt, så kommer de nemt op at slås. Det er ikke nemt at skille to elefanter ad, så derfor holder de dem bundet, men også for at beskytte de små elefanter, som nemt ville blive slået ihjel af de store.
Alle lytter efter, når Lulu fortæller, hvad vi skal passe på med hensyn til elefanterme.
To af elefanterne måtte vi ikke gå hen til uden en Mahout (elefantfører). De to elefanter er SÅ bange for mennesker, fordi de virkelig er blevet behandlet rigtig skidt tidligere, og derfor stadig tror at de vil blive slået, når mennesker nærmer sig – skræmmende.
Patrick giver elefanten godt med sukkerrør.
Hvis vi undrede os over, hvad pengene vi havde betalt for oplevelsen gik til, så fortalte Lulu, at det koster mere end en million bath at købe en elefant fri. Herudover kommer foder og det er meget, samt medicin hvis elefanten er syg, cirka 3500 bath pr. sprøjte. Vi havde nu ikke undret os over, hvad vores penge gik til, for vi var meget godt tilfredse med at betale for den fantastiske oplevelse vi fik.
Løfter man bananerne op i luften, løfter elefanten snablen, og så kan vi fodre direkte i munden.
Mahoutterne har en pind med en spids krog, som de kun bruger, hvis elefanterne gør noget galt. Elefanternes hud er flere centimeter tyk, så der skal noget til før de kan mærke det. Lulu vil ikke lægge skjul på, at de en gang imellem bruger krogen, men hvis de ikke retter elefanten, når den laver lidt ballade, så vil de til sidst ikke kunne styre den.
Elefanterne er også gode til at sno snablen om sukkerrør.
Andre steder i f.eks forlystelsesparker, der bruger de også krogen, men det er til at få elefanten til at blive ved med at gå den ene tur efter den anden, også selvom elefanten er træt og sulten. Vi fik helt dårlig samvittighed over at have redet elefanter sådanne steder.
Elefanter er ret gode til at tigge om mere mad.
Vi øver i kommandoen NooLong – rejs dig op/sæt dig ned.
Det gælder om at holde godt fast i ørerne, når elefanten rejser sig.
Puha Brian klarede det.
Lulu fortalte os, at de har et maximum af gæster i lejren hver dag. Hver elefant skal kun arbejde med ét hold hver dag. Hvis der ikke kommer nogle gæster, så tager mahouterne selv tørnen med at passe, pleje, vaske og motionere elefanterne, for det SKAL gøres hver eneste dag.
Vi sidder højt oppe.
De to elefanter vi øvede kommandoer med var kærester.
De to elefanter vi trænede med var kærester, men er slet ikke kønsmodne endnu. De kan bare ikke undvære hinanden, så derfor følges de altid ad.
Patrick og Lulu henter mere fodder.
Elefanter er ligesom hunde, de skal roses hver gang de gør noget godt, og der er ikke noget bedre end at rose med en godbid i form af ti bananer ad gangen.
Så er frokosten serveret.
Efter frokosten var det tid til at ride ud på egen hånd. Her rider vi heller ikke med sadel, da det er synd for elefanterne, så det er om at spænde i benene og holde balancen. Den der sidder bagerst på elefanten har dog en snor at holde i. Elefanter er som bekendt bange for små dyr, slanger, rotter, mus med flere. Hvis de ser et lille dyr, så kan de godt finde på at løbe og det er ikke sikkert at de stopper, selvom vi råber HOW. Det eneste man så kan gøre er at holde fast i ørerne og vente på, at den stopper. Det er absolut forbudt at hoppe, da elefanten nemt kan komme til at trampe på en.
Så er vi ude at ride ,næsten, på egen hånd. Nu kan vi kommando for: lige ud, højre, venstre , stop samt op og ned.
Vi gik op og ned ad stejle skrænter, så det var noget med at læne sig frem eller tilbage alt efter om det gik op eller ned. Sjovt var det, og samtidig var det hård massage for ballerne.
Det var nogle stejle skråninger vi skulle ride op ad.
Efter et par rideture, så alle fik lov til at sidde forrest og styre elefanten, var det tid til en tår vand.
Det er svært at få øje på, men elefanten har nogle ordentlige kindtænder, som den knuser maden med.
Elefanterne var blevet tørstige og drak vores vand.
Kramme kramme – elefantens snabel er én stor muskel.
Efter en hård dags arbejde blev det tid til et bad både for elefanter og os. Her fik vi udleveret en spand og gulvskrubbe med stive børster, og så var det bare med at skrubbe elefanterne. Vi vandrede rundt i vand til navlen og rundt om os flød store kugler poo poo. Vi var fuldstændigt ligeglade, for oplevelsen at bade med elefanterne var helt vildt fantastisk. At se sådan et kæmpe dyr dykke helt ned under vandet, så kun snablen stak op og virkelig nyde det, er det mest fantastiske, vi har oplevet. Vi var slet ikke i tvivl om, at det er noget elefanterne elsker.
Så er det badetid og vi er redet ned til søen.
Ahhh et velfortjent bad til de store skønne dyr.
Elefanterne kan godt lide vandkamp.
Mathias er godt i gang med at skrubbe hans og Brians elefant.
Næsten dækket af vand, bliver Helle og Patricks elefant skrubbet og skurret.
Fantastisk sådan at kunne nusse om det store dyr.
Efter badet rider Mathias med hans Mahout op af søen.
Man bliver drivande våd af et elefant bad.
Der var flere hold på lejren end os. Da vi var færdige med at bade vores elefanter, gik vi forbi en anden sø. hvor nogle andre elefanter blev badet. Vi standsede op og nød synet, alle med et smil på læben, for man kan næsten ikke få nok af at se på de glade dyr.
Efter vores bad med elefanterne, fik vi mulighed for endnu et bad, denne gang under en rigtig bruser og med sæbe. Efter en kop te hoppede vi ind i vores minivan og kørte tilbage til Chiang Mai.
Der gik ikke mange minutter før trætheden meldte sig på vejen hjem. Vi var meget imponeret af Patricks måde at sove på.
I morgen skal vi ud at bo i junglen og have to overnatninger et sted der hedder Tree House Hideaway. Ligesom på LakeSafari er der ikke mulighed for Wifi, derfor er der ingen opdateringer på hjemmesiden før om et par dage. Vi opdaterer så snart det er muligt igen.