Morgenen gik med at pakke ned og gøre klar til at blive hentet af Alex, guiden på vores tur til Tree House Hideaway i den lille landsby Mae Mae nær Chiang Dao (Stjernebyen) Da vi blev hentet, kom manageren og tourguiden på Maneehouse løbende for at kramme os farvel. Det har været virkelig skønt at bo hos dem 🙂
Så kørte vi afsted i Alex’ bil. Vi kunne vælge mellem at køre ud til en grotte eller til en tiger park. Vi valgte grotten, som lå inde i Thailands tredje største bjerg. Bjerget var et imponerende syn jo tættere vi kom på det.
Vi nærmer os bjerget, hvor vi både skal ind i en grotte og bo ved.
Ved indgangen skulle vi leje en guide, som medbragte en lanterne til at lyse op i grotten. Hvis ikke vi havde haft hende med, var vi nok faret vild.
Petroliumslampen er det eneste lys vi har med os på vej gennem grotten, til gengæld er det skarpt.
Fra indgangen skulle vi gå 735 meter opad inde i bjerget, og herefter skulle vi kravle gennem flere snævre passager, for at komme fra det ene til det andet kæmpe store rum. Der var fyldt med stalaktitter og stalaknitter, ligesom i mange andre grotter. Der var store edderkopper og forekyllinger rundt om i grotten og selvfølgelig flagremus hængende i loftet. Andre grotter vi har været i i Thailand og Europa har været kolde, men her var der varmt, så vi måtte tage trøjen af og bare gå i t-shirt. Trøjen er ellers nødvendig her i Nordthailand, da temperaturen ikke kommer over de 24 grader.
Vi er meget betaget af den store grotte.
Så skal vi ned på alle fire, for at komme gennem en smal passage.
Der skal virkelig kravles.
Gruppefoto
Vi stødte på mange edderkopper på vores vej.
Mind your head – vi skulle hele tide passe på vi ikke stødte hovedet, når vi gik fra et rum til et andet.
Efter besøget i grotten kørte vi op til Tree House, hvor vi skulle overnatte i to nætter. Huset ligger også oppe på det store bjerg, men på den anden side af grotten. Vi skulle køre en halv time op ad bitte små veje. Arbejdere var i gang med at asfaltere vejen, som nærmest kun er bred nok til én bil ad gangen. De havde asfalteret den halvdel af vejen, der er tættest på bjerget, men var ikke færdige, så vi skulle køre i det bløde jord helt ud mod skråningen, samtidig med at vi skulle passe på ikke at ramme de jernspyd der stak vandret ud fra asfalten. Spændende tur, hvor Alex forsigtigt kørte helt tæt på den stejle skråning, mens Brian guidede ham, hvis dækkene kom for tæt på jernspydene. Indimellem gassede Alex op, for at have nok fart på, når vi skulle passere et VIRKELIG smalt sted på vejen, så hjulene ikke skred ned. Heldigvis kørte vi i en firhjulstrækker 🙂
Da der var halvanden kilometer til vi var fremme, spugte Alex, om vi ville gå resten af vejen. Det ville vi gerne, så vi rigtig kunne nyde naturen, når vi nærmede os huset. Her er helt utroligt smukt, og den eneste larm her er naturens egen, nemlig dyrene og floden der løber forbi neden for huset.
Så fik vi endelig øje på vores hjem for de næste to nætter.
De ene af vores værelser.
Udsigten fra værelset.
Unkel Sook er ved at plukke teblade fra træerne på skråningen ved huset.
Afslapning ved bordet i stuen . Snart skal vi på trekking i junglen.
Vores værelser er bag de to døre, som Mathias peger på.
Da vi kom ind og havde fået vores værelser, var frokosten ved at blive tilberedt. Helle og drengene gik ud i køkkenet til Tante Pong, som er gift med ejeren af huset onkel Sook. Hun var ved at skære pomelo ud og havde en god teknik til det. Vi havde også købt en pomelo ved en lille bod ved grotten. Hun grinede meget, da hun så den. Alex oversatte og sagde, at det var en skidt pomelo, da den ikke er stor. Vi syntes, at den lignede dem vi køber i Danmark, men da hun åbnede den, var den kun på størrelse med en lille appelsin. Den smagte fint nok, men da hun åbende hendes egen pomelo, som på ydersiden lignede vores, kunne vi godt se forskellen. Vi må lære, hvordan man kan kende forskel. Herefter var frokosten klar og vi var sultne.
Onkel Sook er netop vendt hjem efter at have plukket teblade.
Tante Pong er ved at skære pomelo.
Mathias med pomelo skallen på hovedet.
Efter frokosten skulle vi ud på en trekkingtur med Alex og ejerens søn. Brian følte sig lidt skidt tilpas, så han blev hjemme. Vi startede med at gå gennem den lille by Mae Mae, hvor vi skulle besøge den lokale skole, som også fungerer som børnehjem. Det er en skole, for børn, hvis forældre ikke har midlerne til at give dem en ordentlig skolegang, men som Alex siger, så er det bedre end ingen skolegang. Vi fik også at vide, at de forældreløse børn, som bor her, har mistet deres forældre til druk og narkotika. Vi er kun en times kørsel fra grænsen til Burma, og det er her børnene kommer fra, og her er der et stort narkoproblem. Især amfetamin er et stort problem, og det bliver stadig sejlet ned ad Mekong floden i stor stil.
Børnene har undervisning langs floden.
Skolen i byen Mae Mae.
Skoleeleverne leger i skolegården.
Videre fra skolen begyndte den hårde trekkingtur. Op og ned ad stejle skråninger, kravlende under væltede bambus og svingende i lianer over floden. En virkelig sjov og udfordrende tur, men også rigtig hård.
Frisk luft og utrolig smuk natur.
Vi vandre ad små stier op ad bjerget.
Bambuspindene er broer over floden for os.
Vi kom forbi et vandfald, hvor Mathias selvfølgelig hoppede i, mens vi andre fik en tiltrængt pause.
Så er vi fremme ved vandfaldet.
På turen tilbage begyndte Patrick virkelig at blive træt i benene. Helle foreslog ham at slå til de bambus vi kom forbi.
Mange væltede bambus, så vi må bukke os for at komme forbi.
Der blev virkelig slået til, så hans vandrestav gik i stykker, og i et stykke tid glemte Patrick alt om hvor træt han var. Efter mere end to timers hård trekking var vi tilbage ved huset. Brian havde fået sovet lidt og var frisk igen. En ældre dame fra landsbyen var kommet forbi, og hun var klar på at give massage. Det var virkelig tiltrængt efter trekkingturen i dag og elefantridningen i går. Så mens solen gik ned bag bjergene, fik Helle og Brian den bedste massage nogensinde.
Tiltrængt massage efter trekkingturen.
Mathias viser Pipi og Paddy, hvordan hans elastikskyder virker.
Da massagen var færdig, havde onkel Sooks svigerdatter lavet aftensmad, curry, ris, stegte grøntsager og hjemmelavede kyllingenuggets til stor jubel for drengene. Den ældre dame der havde lavet frokost til os, var gået ned i landsbyen, hvor begge hendes forældre bor. De er begge 102 år gamle og rimeligt friske. Det må være alt den friske bjergluft der gør det 🙂
Så tændes der op i bålet midt i stuen.
Efter aftensmaden blev der tændt op i bålet midt i stuen, og her sad vi og fik varmen sammen med Alex og de to børn Pipi på ni år og Paddy på 3 år. Temperaturen her i bjergene var nu nede på 14 grader, så for første gang i mere end to måneder har vi strømper på og sidder med tæpper rundt om os. Da trætheden meldte sig hoppede vi ned i vores soveposer og pakkede os ind i flere lag tæpper, så vi var sikre på at kunne holde varmen hele natten, da temperaturen nok ville falde yderligere. Vi faldt hurtigt i søvn til lyden af den brusende flod og junglens nattelyde.