Efter en god nattesøvn pakket godt ind i tæpper og sovepose, vågnede vi op til solopgangen over bjergene. Et virkelig smukt syn.
Nede i stuen var morgenmaden ved at blive gjort klar, så vi skyndte og ned og fik en kop varm te, som blev nydt, mens solens stråler stille og roligt varmede os op. Med fornyet energi var vi nu klar til dagens oplevelser med Alex.

En lille træhytte ved siden af det store hus, var også et muligt sted at sove, men drengene takkede nej.
Afsted i firhjulstrækkeren ned ad bjerget og forsigtig kørsel langs den halvfærdige vej med jernspydene stikkende ud af betonen. For enden af den nye vej holdt en kæmpe betonkanon, og den var i gang med at hælde beton ned i den vejform, arbejderne havde bygget. Der var ikke så meget andet at gøre for os, end at stige ud af bilen og vente, mens vi så på, hvordan de lavede vejen. Meget interessant. Efter lidt ventetid, var betonkanonen færdig og kørte frem til et sving, så vi lige akkurat kunne komme forbi.
Vi kørte tilbage til den grotte vi besøgte i går. Her parkerede vi bilen og gik et godt stykke ud ad vejen gennem junglen, til vi kom til foden af en trappe. For enden af denne trappe lå jungletemplet og her skulle vi op ad de 510 trapper til toppen, hvor en voksfigur af en meget kendt munk sad. Det var et anderledes tempel, som var bygget ind i en klippe og udsigten deroppe fra var helt unik. Det må virkelig være et godt sted at finde ro og fred som munk.
Så gjaldt det om at komme ned igen, for det var tid til jungletrekking. På vej ned faldt Mathias og slog sit ben, så han vidste ikke helt om han var klar til trekking. For foden af trappen var en lille sti ind i junglen, og her gik vi ind.
Det var en meget udfordrende sti, den var glat og mange steder kunne vi ikke gå oprejst, men naturen omkring var helt fantastisk. Det var en ret hård tur, og Mathias havde stadig ondt i benet, så han ville egentlig gerne stoppe, og så alligevel ikke. Til sidst valgte han at bide smerten i sig, og pludselig fandt han en energi frem, som drev ham op ad bjerget. Det var en halv times stejl stigning og det sved i benene, især efter gårsdagens trek, men vi fik slæbt os op. Patrick og Alex var lynhurtige, så de to fulgtes ad hele vejen til toppen. Turen ned igen var lige så sej som turen op. Junglen havde nu forandret sig fra snoede træer og lianer til en jungle fyldt med kæmpe store bambus. Alex fortalte, at thaier hvert forår brænder skovbunden af, så alle de visne blade forsvinder og svampene kommer frem. Det giver gode grobetingelser for bambus, som er en græsart, men alle de nye træskud brænder, og derfor er der ikke så mange nye træer. Det er egentlig ulovligt at brænde skovbunden af i Thailand, men med så mange andre regler i Thailand, så bliver de hverken fulgt eller håndhævet.
Vel nede fra bjerget var det tid til frokost, og her kørte vi ud til en skøn restaurant med dejlig thaimad. Efter maden fik børnene en velfortjent is af Alex, mens de voksne nød kaffe og grøn te.
Efter pausen kørte vi over til nogle varme kilder, her hoppede vi i badetøjet og ned i det æggelugtende svovlbad. Temperaturen i vandet lå omkring de 37 grader – perfekt – og så var det ellers bare at nyde varmen. En times tid lå vi i vandet og kinderne blev mere og mere røde. Forbi badet vandrede den ene kæmpe bøffel efter den anden.
Godt trætte efter trek, frokost og varmebade kørte vi tilbage mod huset. På vejen tilbage spurgte Alex, om vi ville med på thaipub. Det ville vi gerne. Så da vi var tilbage i byen Mae Mae stoppede han bilen, og vi gik op ad nogle trapper til et hus, hvor en gammel mand boede. Det var åbenbart hos ham alle fra byen kommer forbi til et glas thai whiskey.
Drengene købte hver deres banankage og Brian og Alex skålede i thaiwhiskey. Helle fik en tår. Det smagte lidt som tequila, men var slet ikke så stærkt. Efter at have sagt ”a loi” som betyder lækkert, valgte vi at gå resten af vejen op til huset, mens Alex kørte bilen.
Tilbage i huset lagde vi os i et par hængekøjer, og glædede os til vi senere på eftermiddagen skulle have endnu en gang massage. I dag kom der to kvinder, som var helt fantastiske til at ælte og strække vores kroppe. Først var det drengenes tur og til sidst var det de voksnes tur. Ren nydelse.
Efter massagen tændte vi bålet i stuen og slappede af, mens vi kiggede ind i flammerne.
Aftensmaden i dag var traditionel thaimad. Det er flere forskellige små retter serveret i skåle stående på et stort rundt bambusfad, som bliver sat på gulvet. Så vi nød maden siddende på gulvet ved siden af bålet.
Efter maden kom familiens yngste datter Paddy på tre år hen og satte sig hos Helle. Så begyndte vi at synge sange og bare nød freden omkring bålet.
Pludselig sagde Alex, at der var en lille overraskelse, så vi skulle tage sko på og komme med udenfor. Udenfor stod familien klar med en kæmpe lanterne, som vi skulle tænde og sende op på himlen til de millioner af stjerner, der blinkede ned til os. Sammen fik vi sendt lanternen afsted og kiggede efter den, til den ikke lyste mere. Utrolig smuk afslutning på en skøn dag.
Der gik ikke længe, før vi alle var klar til at kravle ned under alle tæpperne og få os en god nats søvn. Der gik vist heller ikke længe, før vi sov trygt til lyden af den brusende flod.