I går havde vi købt busbilletter til Bangkok. Så i dag skulle vi “tidligt” op, for bussen kørte 8.20. Endnu en gang en behagelig bustur.

Meget almindelig transport af arbejdere og familier i Thailand. Der er fem personer på ladet, to sovende småbørn på bagsædet og to personer på forsædet.

Drengene har fået en kalenderopgavebog af mormor og morfar. Den blev pakket ud i bussen idag og første opgave er lavet 🙂
Vi havde egentlig købt billet helt til endestationen midt inde i Bangkok, men spurgte busstewardessen, om vi kunne blive sat af nær Don Mueang lufthavnen, hvor vores hotel ligger. Da hun ikke talte engelsk, udover at kunne sige “you”, var vi i tvivl om hun forstod, og troede derfor ikke det kunne lade sig gøre. En halv time før vi var fremme, kom hun og sagde “You Don Mueang, you taxi”. Så vi stod af og fik fat i en taxi, som kørte til vores hotel.
Vi er løbende blevet opdateret af Tryg Forsikring om udviklingen af konflikten i Bangkok på sms, så vi er godt klar over at vi skal holde os langt væk fra centrum. Vi ville egentlig have været forbi det flydende marked i morgen, men det må vi droppe til en anden gang. Heldigvis skal vi videre med fly til Krabi i morgen (med mindre der er generalstrejke)
I eftermiddag gik vi en tur på det lokale marked. Vi havde umiddelbart set på et billede, at det var et pænere marked, end vi har været vant til.
Og ja det var også et flot marked, frugt og grønt var sat flot op og kødet lå mere på køl end tidligere, så stanken fra råddent kød var ikke så markant som vi tidligere har oplevet. Vi fik købt bananer og vandmelon, kigget på hønsefødder og set tørrede rejer i alle størrelser.

Kød afdelingen er meget pænere en vi har oplevet det på andre markeder. Ja det er lidt skræmmende ik??
Pludselig mødte vi vores gode ven Remy, Masterchefen fra Disneyfilmen Ratatouille. En sød lille rotte kom springende frem fra en af boderne. Herefter var fokus fjernet fra boderne og ned på gulvet, og pludselig så vi alle Remys familiemedlemmer allevegne. Mathias og Brian legede paparazzi for at få et billede af Remy, men det lod sig desværre ikke gøre. Det var meningen, at vi skulle have fundet os lidt sen frokost her på markedet, men Helles appetit og nok også de andres var væk. Vi blev enige om at gå over i det store indkøbscenter og spise et sted vi i hvert fald ikke kunne se rotterne. Det blev en tur på Kentucky Fried Chicken, nu omdøbt til Kentucky Fried Chili, da der var chili på alt. Vi blev propmætte og blev enige om, at købe ind til müsli med mælk og frugt, hvis vi skulle blive sultne senere på aftenen.
Er jo kommet noget sent i gang på denne spændende side, så har set flere billeder end læst ord…
HOLD K… hvor bliver jeg bare rejsetrængende. SKØNNE, skønne oplevelser I får.
Ikke meget traditionel julestemning – men meget, meget bedre!!!
Kh. Line
Nå ja, og så er jeg vild med elefantlortegenbrugspapir – ikke helt så vild med hønsefødder, barberede frø og travle markedsrotter 😉