Speedbåd og snorkeltur ved Koh Lanta – torsdag d. 5. december

Fra morgenstunden af blev vi hentet lige nede i vandkanten af en speedbåd (Opal Travel) Desværre tydede alt på at det ville blive en dag med heldagsregn.

Vi bliver hentet lige i strandkanten. Vi glæder os til at komme ud at snorkle.

Vi bliver hentet lige i strandkanten. Vi glæder os til at komme ud at snorkle.

Så afsted i fuld fart.

Så afsted i fuld fart.

Wood informerer om dagens oplevelser.

Wood informerer om dagens oplevelser.

Efter at have sejlet i 45 minutter med fuld gas, kom vi til Koh Ngai, hvor vi skulle starte med at snorkle nær klipperne. Der var tre meter dybt og flotte fisk. Desværre var der nogle små plankton lignende dyr, havbier, som stak så det føltes, som at blive smånevet. Det irriterede egentlig bare, men Patrick kunne ikke holde det ud, og valgte at sidde og kigge fra speedbåden.

Første stop for snorkling er ved disse klipper ved øen

Første stop for snorkling er ved disse klipper ved øen Koh Ngai.

Så bliver der snorklet. Det er en helt fantastisk verden der åbner sig, når man sådan kigger under vandet.

Så bliver der snorklet. Det er en helt fantastisk verden der åbner sig, når man sådan kigger under vandet.

Vi andre svømmede videre og pludselig kunne Helle mærke, at der var mange havbier der stak på én gang. Da jeg kiggede op, vinkede vores guide Wood mig op i båden, for han havde fået øje på en Jellyfish (Brandmand). Da Helle kom op, viste det sig, at hun var blevet ramt af de klistrede brændtråde. Det sveg og Wood kom og smurte noget lyserødt stads på, som skulle hjælpe. Helle blev ramt på håndledet, brystet og låret. Brian og Mathias dykkede videre helt inde ved klipperne. Havbunden var ikke så flot, men der var utroligt mange flotte fisk i alverdens flotte farver. Et par af fiskene fra Nemo-filmen var også at se.

Så skulle vi videre til næste ø Koh Chuck. Her var havbunden flottere og vandet var mere stillestående, så det var nemmere at se det fantastiske dyreliv, mens man snorklede. Her var ikke så mange havbier, men Mathias følte alligevel, at det pludselig gjorde ondt. Helle kom lige op fra et dyk, og mente at hun havde set en jellyfish. De andre fra båden fik besked på at blive væk fra båden og Wood hopper i. Der går lang tid, og Helle begynder at tro, at hun ser syner, men så kommer Wood svømmende med to jellyfish og bringer dem langt væk fra båden.

Wood finder to jellyfish, og holder oppe på toppen, så de ikke brænder ham, og bringer dem længere ud på havet

Wood finder to jellyfish, og holder oppe på toppen, så de ikke brænder ham, og bringer dem længere ud på havet

Mathias får noget af det lyserøde stads på, men har heldigvis kun fået et mærke på størrelse med et stort myggestik. På trods af skrækken for havbierne og brandmændene, hopper Patrick alligevel i vandet og snorkler rundt med Brian. Ved Koh Chuck fik vi set de flotteste stimer af farvestrålende fisk og på bunden vrimlede det med store søpindsvin.

Wood tager et søpindsvin op til os på båden, så vi kan se den rigtig tæt på.

Wood tager et søpindsvin op til os på båden, så vi kan se den rigtig tæt på.

En af Woods hjælpere, havde skåret ananas ud, som vi kunne fodre fiskene med. Fiskene myldrede omkring ananasen, det var helt vildt at være så tæt på de farvestrålende fisk.

Fiskene vrimler om et stykke ananas. Det er ærgerligt, at vi ikke har et undervandskamera.

Fiskene vrimler om et stykke ananas. Det er ærgerligt, at vi ikke har et undervandskamera.

Vi er blevet ellevilde med at snorkle.

Så afsted til Koh Kradan, hvor vi gik i land på det blødeste hvide sand. Desværre stadig i regnvejr. Her sørgede Wood for frokost. Vi fik ris med kyllingelår i massamancurry, stegte grøntsager og stegte abelår (det sagde Wood, og drengene tror stadig på det). Efter frokosten var det meningen at vi skulle solbade, men vi valgte at hoppe i vandet, for det var varmere end regnen. Stranden og det turkisblå vand var utroligt indbydende, men lidt af charmen gik af på grund af regnen.

Synd det regner, for det er virkelig en fantastisk ø, men det skønneste sand.

Synd det regner, for det er virkelig en fantastisk ø, men det skønneste sand.

Mathias hænger i en gynge og hygger sig med at svinge frem og tilbage.

Mathias hænger i en gynge og hygger sig med at svinge frem og tilbage.

Det er dejligt, at varme sig i havet.

Det er dejligt at varme sig i havet.

Helle viser striberne fra mødet med en jellyfish frem.

Helle viser striberne fra mødet med en jellyfish frem.

Til sidst, men ikke mindst gik turen videre til Koh Mook, hvor vi skulle se den hemmelige strand i smaragd grotten. (Emerald Cave) Da vi kom til indgangen til grotten, var der en bred sprække med 1 ½ meter i højden, som vi skulle svømme ind ad. Inden vi hoppede i vandet, fik Mathias øje på en jellyfish, og så ville Patrick ikke i vandet. Wood forsikrede ellers, at han ville svømme forrest og fjerne alle jellyfish, og at en af hans hjælpere ville svømme bagerst. Desværre var Patrick ikke til at rokke, så Helle og Patrick blev tilbage i båden. Så svømmede de andre afsted, med Wood forrest med en lommelygte, for de skulle svømme gennem en 100 meter lang snoet kulsort grotte, før de kom til den mest vidunderlige lagune. Den lå “hemmeligt” inde midt i en kæmpe klippeformation, som kunne minde om midten af en vulkan. Lagunen har bl.a været brugt til at gemme på sørøverskatte. Lagunen var 80 meter bred, med det fineste klare vand. Klippebaggrunden var fyldt med regnskovslignende natur. Et rigtigt glansbillede og meget idyllisk.

En sten hvorpå der står skrevet, hvad grotten har været brugt til.

En sten hvorpå der står skrevet, hvad lagunen og grotten har været brugt til.

Mathias i den flotteste lagune.

Mathias i den flotteste lagune.

The Emerald Cave. Vi vil gerne tilbage og se stedet en dag, hvor solen skinner.

The Emerald Cave. Vi vil gerne tilbage og se stedet en dag, hvor solen skinner.

Hullet op til himlen, hvorfra regndråberne falder.

Hullet op til himlen, hvorfra regndråberne falder.

Svømmeturen igennem grotten var lidt frygtindgydende, da det var meget mørkt. Det var kun Woods lommelygte, der lyste op. På vej ud af grotten sagde Wood, at nu skulle vi skynde os, for ellers ville tidevandet gøre, at vi skulle blive derinde natten over 😉 Ude på båden så Helle to unge fyre, som ikke var nået hen til klippen sammen med deres gruppe. De spurgte kaptajnen på deres båd, om de gerne måtte svømme alene gennem grotten. Kaptajnen sagde ja, og fyrene svømmede kækt ind i grotten. Det gik ikke mange sekunder før de kom ud igen og sagde, at det var vist alt for mørkt og farligt. Efter en fantastisk oplevelse, kom Mathias og Brian tilbage på båden, hvor der var gjort klar med vandmelon og ananas, som vi kunne nyde på vejen tilbage til Koh Lanta.

Der var bare ikke meget nydelse over turen tilbage. I stiv modvind og regn, sad vi mest bare og lignede druknede mus.

To kolde og druknede mus.

To kolde og druknede mus.

Men oplevelsen kan ingen tage fra os, og vi skal helt klart snorkle igen, måske når vi kommer til Koh Phi Phi.

Hjemme igen blev vi nødt til at få os et langt varmt bad, for vi var blevet godt gennemkolde på turen hjem. Herefter gik vi op på restauranten og fik os en kop varm kakao, mens vi spillede Five Crowns og Kasino. Drengene har også set de sidste par afsnit af DRs julekalender, som de følger med i.

2 Replies to “Speedbåd og snorkeltur ved Koh Lanta – torsdag d. 5. december”

  1. Hej Mathias og co
    Sikke nogle dejlige sommerbilleder, selvom I er kolde.
    Herhjemme er vi også kolde eller måske nærmere ved at blæse væk. Stormen Bodil er over os og alle skal helst holde sig indedøre, men så blev der tid til at studere jeres tur via den flotte hjemmeside.
    Vi har emneuge i denne uge. Mit værksted handler om Lucia. Vi har hørt om, hvorfor vi fejrer Lucia i Danmark og hvem denne Lucia var. På fredag skal vi så gå rundt på gangene i mørke med et lys i hånden, hvis vi må for brandmyndighederne.
    Jeg er spændt på at høre om I har været til kongens fødselsdag – det lyder ikke som om alle folk i Thailand er glade for deres konge, så går det lidt bedre med Magrethe herhjemme.
    Bedste hilsner til hele familien fra Nellie

  2. Hej Nellie

    Mathias har nævnt at han er ærgerlig over at han ikke er med til Lucia, da det er i år at det er hans tur til at gå rundt på gangene 🙁
    Omkring kongen har vi snakket med et par Thai’er som har sagt at det kongen der holder landet samlet og at alle er umiddelbart glade for ham. Demonstrationerne er stoppet for en tid, for at fejrer hans fødselsdag i går. Her på hotellet var der ikke nogen speciel fejring, men et par hoteller længere nede af stranden blev der fyret lidt fyrværkeri af og sendt adskillige lanterner op. Vi var trætte igår aftes efter en lang dag i bølgerne, så vi hoppede tidligt i seng og var ikke med til yderligere fejring af kongen 🙂

    Venlige hilsner fra
    Mathias og resten af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*