Dagen idag ville vi bruge til at købe lidt ind, så vi kunne lave mad i vores eget køkken på hotellet i Karon. Vi kunne godt tænke os, at lave mad selv og nyde den uden at skulle ned på en restaurant.
Efter en skøn morgenmadsbuffet, tog vi en taxi til det nærmeste storcenter med et stort supermarked. Det nærmeste ligger ved nabostranden Patong Beach. Allerede fra morgenstunden var det tydeligt, at dette er et sted med fest og gang i den nat og dag, præcis som vi fik fortalt på Koh Phi Phi af en lokal dykkerinstruktør. Vi ankom til storcenteret, som var kæmpestort. De var også begyndt at pynte op til jul i pink farver. Vi havde desværre glemt kameraet, så vi har desværre ingen billeder, men mon ikke vi nok skal få taget flere billeder de nærmeste dage 🙂 Vi gik rundt og osede i butikkerne og til sidst gik vi ind i supermarkedet og fik købt ind til hakkebøffer med ovnbagte rodfrugter og meget andet.
Hjemme igen gik vi ned til poolen og fik plasket rundt i mange timer.

Heldigvis er poolen også dejlig kold, så man kan blive nedkølet i varmen. I går da vi ankom var det en kølig dag, for der var temperaturen på 29 grader, men idag har den virkelig været varm. Hurra for poolen.
Hen ad eftermiddagen gik vi op for at lave nogle hjemmelavede pandekager. Mums hvor drengene mæskede sig i det. De sætter virkelig pris på at få hjemmelavet mad og mente også, at de aldrig har fået så gode pandekager.
Resten af dagen gik med hygge og afslapning, samt lektielæsning. Drengene hygger sig med lektierne og hjælper hinanden med at prøve at løse problemerne før de spørger os.
Drengene sluttede dagen af med en god historie fra Anders And og en gulerod at tygge på.
Vi satser på at tage til stranden i morgen, hvor vi har set at der er kæmpe høje bølger. Vi lover at passe på hinanden 🙂
Hej med jer. Vi læser jeres dagbog næsten hver dag om alle de fantastiske oplevelser I får, og den bringer mange gode minder fra vores Thailandstur for mange år siden. Vi er igang med juleforberedelserne, og har købt de fleste gaver, sat juletræet på foden, og er igang med at skrive julekort. Vejret er gråt og skyet så vi nyder at se jeres dejlige fotos af drengene der leger i poolen, og den smukke natur I har sejlet rundt. Bare det var os ♡♡.
Knus fra Britta og Alex